Har vi altid vidst, at Nicklas har ADHD? Nej, på ingen måde. Men han har altid “stukket lidt ud”. Eller måske rettere stukket lidt af…

Nicklas begyndte at møve sig frem på albuerne, da han var 5 mdr gammel. Man kunne kalde på ham, så kom han. Det var ret vildt. Da han var 6 mdr kravlede han. Og siden da, har Jesper og jeg ikke siddet ned. 
Så snart han kunne kravle, begyndte han at kravle hen til ting og rejse sig op! Det var han jo slet ikke koordineret til i sin lille krop, men han havde styrken til at hive sig op. 
Vi havde dengang et gammelt glas-sofabord, som havde en hylde forneden. Den hev han sig op i og bed i. Jeg var så bange for, at han skulle smadre sit ansigt ned i det, det gjorde mig seriøst så stresset, så jeg en dag ringede til Jesper og forlangte, at han kom hjem og hentede bordet (det vejede det samme som 3 elefanter!) og kørte i Ikea efter et nyt! Det gjorde han og så kunne jeg igen gå på toilettet, uden at gå helt ned med stress. 
Men det var et ret tydeligt vink med en vognstang om, hvordan de næste år ville blive. 

Da Nicklas var 5 uger, var vi til zoneterapeut med ham. Hun var en gammel garvet dame og da vi var der anden gang, satte hun sig med ham og kiggede ham længe i øjnene. Lidt efter sagde hun: “Ham her har godt nok viljestyrke. Ham skal I nok få meget sjov med. I skal holde godt fast.” 
Hun havde ret… ❤

Nicklas var den gladeste baby i verden og mega hurtig til alt motorisk. Han sad selv og kravlede da han var 6 mdr og rejste sig derefter op ad alting. Han begyndte lynhurtigt at gå rundt om sofabordet og andre ting, som passede i højden. Da han var ti mdr gik han, da han var 11 mdr løb han rundt.
Det lyder sejt – det var skide stressende! Han var allevegne!
Da han havde lært at gå og løbe, begyndte han at kravle op… Allevegne…
På det tidspunkt indså vi, at han skulle have lov. Vi kunne ikke pakke ham ind i vat og bomuld og han skulle have lov til at bruge sin krop.

Han slog sig sjældent, ikke alvorligt i hvert fald og vi hørte ham sjældent græde. Altså han var ikke sådan et barn, som ikke kunne græde, for det kunne han bestemt, men han havde bare ikke rigtig tid til at være ked af det over et skrabet knæ eller lignende. Han rejste sig bare op, børstede knæene af og var så videre.
Men udtrykket “at kravle på væggene” passer virkelig godt på Nicklas. Allerede dengang kravlede han virkelig på væggene. Han var og er i konstant bevægelse, han er aldrig det samme sted mange sekunder af gangen og sådan har det altid været. Så ja… Mor her har nærmest været stresset siden foråret 2014, hvor han lærte at kravle…

Nicklas 7 måneder på vej rundt om bordet…

Nicklas sov heller ikke så meget… Og det gjorde jeg jo så heller ikke… Han havde bare ikke tid, tror jeg. Han sov 30-40 minutter til middag om dagen og om natten sov han ca. 1,5-2 timer ad gangen, inden han ville have mad igen. Han var glad for mad. Det er han stadig.

Nicklas startede i vuggestue kort før, han fyldte 1 år og han elskede sin vuggestue fra dag et. Fysisk matchede han de store drenge, som var 8-12 mdr ældre end ham, men han legede med alle børnene uanset alder.
På legepladsen var de nederste trin på rutsjebanen/legetårnet spærret af og reglen var, at når man selv kunne komme op på det, så var man stor nok til at rutsje og lege på det. Det passede med, at børnene selv kunne, når de var 2,5-3 år.
Nicklas rutsjede et par måneder efter, han var startet…
Men han kunne selv og han er aldrig kommet til skade på den rutsjebane.
Når vi kigger tilbage i dag, var nogle ting ret tydelige allerede dengang. Men dengang grinede vi bare lidt af det, for han var faktisk ret imponerende.

Til vores første samtale i vuggestuen fik vi at vide, at han havde svært ved de der tidspunkter på dagen, hvor der var lidt “hektisk” aktivitet på stuen. Fx når de havde spist frokost og de voksne bagefter var optaget af at skifte og putte børn. Der kunne han godt komme til at skubbe til de andre børn eller kaste med ting. Nu kan vi jo bare se, at allerede dengang havde han brug for at blive guidet og hjulpet.

I børnehaven har han altid leget rigtig godt med de andre børn, men han elskede også at udforske og gerne alene. På et tidspunkt lavede vi en aftale med de voksne om, at de gerne måtte sende Nicklas på legepladsen alene, før de andre. Han havde det så meget bedre, når han kunne tulle rundt derude og få en pause, inden alle andre kom ud.
Om eftermiddagen trak han sig gerne ind og spurgte, om han måtte lave et puslespil eller lign. Han meldte egentlig ret klart ud, når han havde brug for en pause.
Vi så det også, når vi var til større arrangementer, familiefødselsdage eller lign. Nicklas syntes, at det var så spændende med mange børn – de første 5 minutter. Så trak han sig ind på et værelse og så legede han ligeså fint derinde i flere timer.

Som han blev større, voksede dialogen med børnehaven også. For Nicklas havde svært ved flere ting. Men det var ret svært at putte ham ned i en eller anden kasse, for han passede bare ikke rigtig ned i de kasser, der var.
Jesper og jeg talte mange gange, om han måske havde større udfordringer end bare krudt i røven. Men hans udfordringer var bare svære at sætte konkrete ord på.

Men vi fandt ud af, hvor vigtigt det er for børn som Nicklas, at have de rigtige voksne omkring sig. Voksne som forstår, eller i hvert fald prøver at forstå, at de her børn helt reelt har svært ved nogle ting. Nicklas havde særligt en pædagog, som “tog ham under sin vinge.” Hun var guld værd for os! Og hans børnehavetid havde ikke været den samme uden hende!
Hun skældte ham aldrig ud – på trods af, at han gjorde virkelig mange fjollede (nogen ville sige dumme) ting, fordi han allerede dengang var mega impulsstyret. Hun talte med ham om de ting, han havde gjort. Hun tog ham i hånden og så hjalp hun ham med at rydde op, eller hvad der nu skulle ske, efter han havde gjort et eller andet.
Hun har selv en (voksen) datter med ADHD, så hun genkendte nok nogle ting i Nicklas. Når hun ikke var der, fik han ofte skæld ud for de dumme ting, han gjorde, for de andre voksne forstod ham ikke, som hun gjorde.

En anden ting, som vi har set hos Nicklas, siden han var helt lille, var hans reaktioner, når han havde været nogen steder. Han elsker at være hos sine bedsteforældre og har gerne ville sove der, ligefra han var halvandet år. Det var ikke fordi det skete så ofte, Jesper og jeg har egentlig været ret dårlige til at få passet ungerne og gøre noget bare os to – vi er heldigvis blevet bedre til det. Men når Nicklas har sovet hos nogen, så er han 1-2 dage om at “komme sig igen”.  Han reagerer helt vildt den dag, han så kommer hjem igen. Så vi bliver lidt straffet for at have tage “en dag fri”. 

Sådan var og er det i det hele ofte, når han har oplevet ting, som ikke hører hverdagen til. Han reagerer i flere dage efter, nogle gange så meget, at han har måtte holde en fridag fra børnehaven og nu skolen.
Så vi sorterer en hel del i det, vi laver med ham.
Han startede både til svømning og gymnastik sidste år, men vi måtte droppe begge dele. Han kunne slet ikke rumme det og vi havde kæmpe reaktioner hver eneste gang. Det var slet ikke det værd.

I dag er han ofte blevet rigtig god til at sætte ord på sine frustrationer. Det er ret sejt, når han formår at sige “Det kan bare slet ikke være i mit hovede nu – det larmer!” Så skal vi bare huske at lytte. Det gør vi nu, men det gjorde vi ikke altid, da han var lille. ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *