…blev alting meget klart! Alle de udfordringer, han havde haft i børnehaven, som havde været lidt svære at sætte ord på – eller putte i kasser, om man vil – blev pludselig ret konkrete og tydelige. Han havde flere nedsmeltninger, han var meget mere motorisk urolig, han var mere vred og ked af det og havde det bare svært.

Men det var ikke sådan, at han kom grædende hjem eller på den måde var ked af at gå i skole. Han var glad for sin skole og stolt, når han havde lært noget nyt. Han havde altid haft en god dag, når vi spurgte ham, hvordan hans dag havde været. Han kunne dog aldrig huske, hvad de havde lavet, men det er vist meget normalt.
Men han reagerede bare rigtig voldsomt, når han kom hjem. 

Det blev kun værre, som skoleåret skred frem og da vi nåede efterårsferien, var han virkelig en dreng på overarbejde. 

Han var også begyndt at vise sin udadreagerende adfærd og impulsivitet meget mere i skolen, ikke kun hjemme. Han gjorde en masse “dumme” ting, han brød sammen flere gange i løbet af skoledagen, han “skabte” sig, når der blev stillet krav, han forlod klassen, når de skulle koncentrere sig og der skulle være ro.

Hver dag, når Jesper eller jeg hentede ham, fik vi altid lige en “ja, der skete lige det i dag” eller “Nicklas har ødelagt det og det”-fortælling med hjem. Det var (er!) skide hamrende hårdt og frustrerende!! Ikke fordi vi tænker “åh nej, hvad har han nu lavet!?”, men fordi hver eneste negative beretning fra Nicklas’ dag, fortalte os, hvor svær en dag, han havde haft.
Hvor meget dagen var skredet for ham.

Heldigvis havde han mange gode voksne omkring sig, som så ham og så hans vanskeligheder. Så selvom mange af de ting han gjorde, kunne have udløst en skideballe, så hjalp de ham og forsøgte at skærme ham lidt, når de kunne se, at han havde det svært. 

Men oveni dette var hans motoriske uro også taget til. I efterårsferien tog Jesper og jeg i biffen med Nicklas for at se Toy Story 4 – Nicklas ELSKER Toy Story og har gjort det siden han var 2 år, så det var en stor dag. Nicklas så hele filmen, men hans krop var ikke i ro på et eneste tidspunkt i løbet af de halvanden time den varede. Han sad simpelthen ikke stille på noget tidspunkt og det var ret tydeligt at se, at han ikke bevægede sig med vilje, men at hans krop bare var totalt urolig. I det hele taget var den efterårsferie ret øjenåbnende for Jesper og mig. Og det var tydeligt, at vi måtte tænke et skridt videre herfra, hvis vi skulle hjælpe vores dreng. 

Vi havde et dialogmøde med skolen i ugen efter ferien – dem havde vi holdt ca. hver 2. måned fra Nicklas startede i skole. Så vi havde en rigtig god dialog med skolen helt fra start og de var forberedt på, at han havde udfordringer. 
Ved dette møde bad Jesper og jeg om at der blev lavet en indstilling til udredning. Skolen og skolepsykologen var helt enige.
Så det blev sat i værk med det samme, dog rådede skolepsykologen os til at vi bad om, at udredningen først startede i januar, da december er en hård måned for rigtig mange børn, men især børn med ADHD. 

Derefter gik det egentlig helt af sig selv. Vi blev indkaldt af BørnePsyk på Hillerød Hospital i januar og udredningen var i gang.️♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *