Det gør jeg uden tvivl tit, men i dag fejlede jeg big time. Jeg gik fra min dreng, som sad grædende på en bænk, mens hans lærer stod to meter væk med gummihandsker på og prøvede at trøste ham. Han var så dybt ulykkelig og havde så meget brug for mig. Hele hans krop skreg det til mig. Han selv skreg det til mig, at han ville være hos mig, han klamrede sig til mig – men jeg gik…
Eller rettere løb…
Jeg løb over i min bil og kørte væk. Grædende. Jeg fik afleveret Sarah, som heldigvis kyssede mig glad og vinkede med et smil, da jeg kørte.

Jeg græd hele vejen hjem, ringede til Jesper og skældte ud. Jeg skældte ikke Jesper ud, jeg skældte mig selv ud. Grædende.
Jeg var SÅ ked af det, jeg havde en kæmpe knude i maven og tårer i øjnene hele dagen! Jeg følte mig som en fiasko-mor, jeg havde i dén grad svigtet min dreng. Det er MIG, der skal være der for ham, passe på ham og det skal han have tillid til, at jeg gør. Men jeg havde travlt i morges og jeg var presset.

Jeg talte minutterne, til jeg skulle hente min lille dreng igen. Tjekkede min telefon konstant, fordi jeg var sikker på, at jeg ville blive ringet op og bedt om at komme, fordi han havde en dårlig dag.
Jeg følte mig, som den dårligste mor i HELE verden! Jeg følte, at det jeg havde gjort var SÅ forkert! Og jeg havde en knude i maven hele dagen.

Da jeg endelig kunne hente ham kl. 15, blev jeg mødt af en glad dreng, som havde haft en dejlig dag. De voksne kunne fortælle, at Nicklas havde været ked af det i ca. 1 minut den morgen. Så var det overstået. Gudskelov.
Først der forsvandt min knude.

Nicklas har altid haft svært ved at sige farvel. Lige fra han var helt lille og vi skulle hjem fra bedsteforældrene eller andre steder. Det er altid endt i en scene, med Nicklas der rodede rundt på gulvet, demonstrativt nægtede at sige farvel og Jesper og jeg, der prøvede med vores “sig nu ordentligt farvel”-halløj hver gang.
Lidt skæld ud, lidt ballade, lidt træls. Hver eneste gang.

Sådan er det stadig, men i dag ved vi, at vi ikke skal presse ham. Bedsteforældre og andre accepterer, at det ikke er altid, de får kram eller kys af Nicklas. Nogle gange lister han bare ud i bilen, ofte uden sko på og så vinker han (nogengange) derfra.

Da han gik i vuggestue og børnehave var der ingenting de første år. Men det sidste halve års tid, var det svært om morgenen. Men i børnehaven var der altid en voksen ved hans side! En der krammede ham, passede på ham og blev hos ham, til han var ok og klar til at lege. Og i børnehaven kunne jeg ringe og høre, hvordan han havde det. Om han var ok igen. Jeg kunne sige til de voksne, at du skulle ringe til mig, hvis hans dag ikke blev bedre.

Det kan jeg ikke i skolen. Der er én voksen om morgenen, en fra SFO’en, som Nicklas muligvis kender navnet på, men ikke nødvendigvis en, som har noget med Nicklas at gøre resten af dagen. Så det er altid svært for Nicklas at sige farvel. Han har brug for den voksen, som ser ham. Tager ham i hånden. Og viser ham, at der er tid til at lande, inden han skal springe ud i dagen og “klare sig selv”.
Jeg kan bedst lide at aflevere om tirsdagen. Da er det Nicklas’ lærer, der åbner SFO’en. Hun ved, at han har brug for en hånd. Og det får han.

Men i dag var det anderledes og ukendt pga alle Corona-restriktionerne. Nicklas har lige været hjemme i næsten 6 uger. 6 uger sammen med mor og til dels far, som dog har arbejdet en del. Det er dér, Nicklas har det bedst.
Han var godt nok afsted 3 dage i sidste uge, 3 dage i nødpasning på SFO’en for lige at lande, inden det gik rigtig løs igen og alle (små 300) børn, voksne og Corona-restriktioner var i gang mandag morgen.
Men i de 3 dage var der 4 børn i alt, ellers var skolen nærmest tom. Og han havde sin egen kendte klassepædagog hos sig hele dagen.

I går var det så mandag og alle børn skulle afleveres udenfor. Ved kantstenen. De voksne skulle stå 5 meter væk og kalde børnene til sig. I skrivelsen fra skolen stod der, at hvis ikke børnene kunne sige farvel til forældrene på denne måde og selv gå over til læreren, måtte man desværre tage sit barn med sig hjem igen.

Da jeg havde læst denne skrivelse, ringede jeg (nærmest grædende) til Nicklas’ lærer. Hvordan skulle mit barn klare dette?! Og i øvrigt alle andre børn… Men min lille dreng, som har så svært ved ændringer i sin hverdag, som slet ikke kan kapere nye, uoverskuelige ting. Min lille dreng, som i løbet af hele dette skoleår, overhovedet ikke har kunne sige farvel til sin mor eller far uden hjælp!
Nicklas’ lærer forvissede mig om, at han var tænkt ind i det og at hun nok skulle være der og tage i mod ham. Vi aftalte, at være der 10 minutter før det ellers tilladte tidspunkt og i går gik det ok. Han blev ked af det, men var samtidig lidt optaget af, at et par af drengene fra klassen ankom samtidig.

I dag gik det så ikke godt overhovedet.
Og jeg fejlede som mor. Jeg skulle have taget ham med hjem igen. Han var SÅ ulykkelig og usikker.
Og nej, det er bestemt ikke fordi, jeg skal tage Nicklas med hjem igen hver gang, han ikke vil sige farvel, for så kommer han ikke i skole.
Men nogle dage kan han bare ikke være afsted. Nogle dage er det for meget for ham. Det er en del af dét at have svær ADHD.
Det handler ikke om, at tage sig sammen eller at lære dit og dat.  Det gør det i øvrigt ikke hos nogen børn – børn græder, fordi de er kede af det. Punktum.
Men hos Nicklas handler sådan en reaktion om, at hans verden er kaos og i krise. En helt reel og uoverskuelig krise.

Og det er min opgave som mor, at hjælpe ham igennem denne krise. At kramme ham og være der, når hele verden ramler for ham.
I dag var sådan en dag. Og jeg fattede det først, da jeg kørte op ad bakken, væk fra skolen.
Men jeg kan ikke altid gennemskue alting, eller være på forkant med det hele. Jeg prøver virkelig! Og jeg fanger signalerne de fleste gange, men nogle gange glipper det. Jep, jeg er også det der menneske-noget.
Og i dag var jeg selv presset, havde travlt og var lidt for hurtig.

Øv!! I morgen gør jeg det bedre. Håber jeg. ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *