Gråd, frustration, vrede, frygt… Det har vores weekend i den grad været præget af. I lørdags fortalte vi Nicklas, at han skal skifte skole. 

Jesper og jeg har vidst det i et par måneder, men kunsten (én af 1000 kunster herhjemme) er, at ramme det rigtige tidspunkt, hvor vi fortæller Nicklas, når der skal ske noget. Nicklas bliver tit nervøs, eller overstadig, kan ikke vente, kan ikke forstå ventetid, hvis vi får fortalt ham noget for tidligt. 

Omvendt, når det er noget stort, har han også brug for at få lov til at lande i det. Bearbejde det, tale om det og reagere.
Denne gang var det ikke bare “noget”. Vi vidste godt, at han ville blive ked af det. At det ville knuse hans verden og at han ville blive vred. 
Og det, må man sige, skete…

Et skoleskift for Nicklas er uundgåeligt. Han går pt på en af Danmarks største folkeskoler.  Det er en god skole og vi har været glade for den. Men den er, som de fleste andre helt almindelige folkeskoler, ikke gearet til børn med svære specialpædagogiske behov. 

Skolen er bygget til 4 spor i hvert klassetrin, men i Nicklas’ årgang, er der kun 3 spor, da hans årgang er lille. Men det betyder (desværre), at der fra start har været 27-28 børn i hver 0.klasse. Det er mange. 
For mange, hvis du spørger mig. Ikke bare for Nicklas, men for stort set alle børn. 

Det er ret tydeligt, at det her handler om, at få 0.C til at fungere. At få barnet til at passe ind i 0.C. Gruppen skal fungere, for læreren står alene en del af dagen og skal selv tackle 27 børn. Jo, der er også en klassepædagog, men ikke alle timerne fra kl. 8-14, da han jo også skal dække eftermiddagen i SFO. 
Så der er ikke meget plads til at skeje ud for det enkelte barn. Man skal helst kunne følge reglerne og være i det rum, der nu er ens klasselokale. 

Det kan vores dreng ikke.
Han vil gerne, men han kan ikke. Han kan ikke rumme det – det kan ikke være i hans hovede, siger han selv. 

Det betyder, at han ikke sidder på sin stol, han er for det meste i bevægelse. Rundt i klassen. Ud af klassen, i tide og utide. Han bryder sammen, bliver udadreagerende eller søger væk, når han bliver presset. Og det bliver han mange gange i løbet af en dag. 

Han er kvik nok og er helt med fagligt, ligger faktisk i den høje ende af klassen. “Gudskelov!” tænker jeg, for han har så rigeligt at kæmpe med i forvejen. Og det betyder heldigvis, at han KAN lave opgaverne, når han får sat sig og har ro til det. Det har han bare sjældent.

I situationer, hvor der er hektisk aktivitet eller fri leg, bryder Nicklas ofte sammen. 
Fx. i garderoben, hvor alle børn skal ud eller ind fra frikvarter. Tøj af eller på, snak, grin, råb, nogle løber lidt, kommer måske til at skubbe. Det er den tid på dagen, som Nicklas selv beskriver som sværest. Og vi hører ofte om, hvordan han prøver at forholde sig til det hele, men så bliver vred og til sidst lægger sig under et bord og græder.
Han bryder sammen mange gange om dagen, når han bliver presset. 

Og mit hjerte brækker midt over næsten hver eneste dag, når jeg henter ham og hører om hans dag og hans udfordringer. 

Den seneste tid er han begyndt at gå væk fra situationen. Altså helt væk. Ned til den anden ende af skolen, over til skaterbanen, hen til bådpladsen. Bare væk. Han forlader ikke skolens område og det tror jeg heller ikke er hans intention, men han søger bare væk. Og længere væk end han må. Et helt klart signal om, at han ikke kan være i dét, han er blevet sat i. 
Men et ret stort problem, når der kun er en enkelt voksen i klassen. Han er trods alt stadig kun 6 år. 

Nicklas har brug for at blive guidet tæt og hjulpet gennem dagen. Han har brug for tryghed, når han bliver usikker. Og selvom han har haft gode voksne omkring sig på skolen (og det har han!), så er det bare ikke nok. Det kan det aldrig blive for en dreng, med en diagnose i svær grad, i dagens folkeskoler. Uanset hvor uddannede og velmenende de voksne er. Der er ikke ressourcer nok. 

Så… Selvfølgelig skal Nicklas gå i skole et andet sted. Det skal han af alle de ovennævnte årsager, men også for at bevare lysten til at lære og evnen til at være en god ven. 

Og Nicklas er en god ven. Han har mange venner. Som han er meget meget glad for. Alle Nicklas’ venner er hans bedste venner, hvis du spørger ham. Og det var da også det, der fik filmen til at knække for ham i lørdags, da vi fortalte om hans nye skole. 

Vi var kun os 3 hjemme, Jesper, Nicklas og mig. Vi havde sat dagen af til en “Nicklas-dag” og Sarah var i gode hænder hos farmor og farfar. 

Vi fortalte ham stille og roligt, at vi, Jesper og jeg, havde besluttet, at han skal starte på en ny skole. Det gjorde ondt. Han brød sammen og græd, stillede spørgsmål, var bare rigtig ked af det. Jeg måtte vende mig om nogle gange, for det er hårdt, at se sin lille dreng så ked af det – især når man selv er dén, der har knust hans verden. Jeg er et tudefjæs (altid), men især når det kommer til mine børn og deres sårbarhed. ♡

Men vi fik talt godt om det og efter en halv times tid, legede vi med racerbanen på gulvet og smilede lidt igen. 

Den virkelige reaktion kom dog først et par timer efter… Med 180 i timen!

Vrede, frustration, sorg og frygt kom ud med et brag – der varede 4 timer! 

Nicklas græd, skreg, kastede med ting, slog os, hulkede og var så ulykkelig og frustreret uafbrudt i 4 timer. Til sidst faldt han nærmest om og lå næsten trance-agtigt, først hos Jesper og så hos mig. Det var så hårdt for os alle tre. 
Min lille fis…❤

Vi rykkede lidt rundt på sengepladserne lørdag aften, så Nicklas lå hos mig i vores seng og Jesper indvilligede i at sove i Nicklas’ seng. Jeg fik ikke sovet meget, for Nicklas lå nærmest ovenpå mig hele natten. Og sov meget uroligt. 

Søndag var stemningen anderledes. Nicklas vågnede tidligt og var klar til at komme i skole og fortælle sine kammerater, at han skal starte på en ny skole. Han blev skuffet, da han hørte, at det var søndag. 

Hele dagen var han fuldstændig overstadig, hyper og overgearet. Humørsvingningerne var mange og der var ikke langt fra grin til vrede, men han talte om den nye skole, spurgte ind til den og var nysgerrig. 

Han var dog ret så drillende over for sin lillesøster, gik til grænsen (og lidt over) hele tiden og var tydeligt stadig i en reaktion på alle sine tanker. 

Han var fast besluttet på, at han selv vil sige det til klassen og han havde allerede en helt klar forestilling om, hvordan det skulle foregå. Alt er planlagt! Så må vi se, om nervøsiteten tager over, når tiden er inde. 
Men jeg synes, han er skide sej! ♡

Den skole Nicklas skal gå på, er en almindelig folkeskole, men med en afdeling for børn, som har brug for specialundervisning og specialpædagogisk tilgang. 

Vi krydser ned til start på den nye skole. Det er en af måderne hvorpå Nicklas selv kan følge med.

I Nicklas’ klasse vil der være 7 børn, alle med en ADHD-diagnose og 2-3 voksne. Undervisningen og dagen er tilrettelagt efter børnene. 
De får gruppen til at fungere sammen, regulerer og tilpasser efter børnene. 
Behøver jeg sige, at vi glæder os?

Nicklas starter d. 1. juni. ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *