Jeg kan lige så godt skrive det med det samme. Det her indlæg er ren brok. Jeg er sur, ked af det, trist og træt i dag – og igår, dagen før det og sikkert også i morgen.
Jeg kommer nok til at skrive alle mulige ting, jeg sikkert ikke må, i det her indlæg. Ting, der kan forarge og som du, hvis du er mor-politi, forældre-politi, spelt-politi eller et eller andet andet-politi, kan bruge til en masse spændende konklusioner. Alt det, jeg ikke må sige højt.

Nu siger jeg det. Fordi i dag er jeg simpelthen bare så træt og jeg har virkelig brug for og lyst til at brokke mig.
Og det må jeg gerne. For det her er mit. Og jeg skriver, hvad jeg har lyst til.
Hvis du sidder derhjemme med et barn, der har ADHD, angst, spiseforstyrrelse, autisme eller udfordringer på nogen måde, så ved du præcis, hvad jeg mener. Og lige nu har jeg lyst til at kramme dig.
Nok mest fordi jeg selv har brug for at blive krammet af en, som ved lige præcis hvordan, jeg har det.

Og hvis du til gengæld allerede nu tænker, at konklusionen på mit indlæg må være, at jeg ikke elsker mine børn, min kæreste, min familie, at jeg udstiller nogen eller udstiller mig selv, at jeg går langt over stregen, eller at jeg ikke magter opgaven, så tager du fejl.

Jeg STOR-elsker mine børn, min kæreste og min familie. Jeg lever for mine børn, min kæreste og min familie! Og jeg magter det hele ganske fint, tak.
Jeg elsker at have weekend, ferie, fri, bare være os fire og jeg ELSKER at være sammen med de 3, der betyder alt for mig! ♡

Jeg elsker derimod ikke ADHD.
I øjeblikket hader jeg det, faktisk. HADER!
Jeg er så træt af hvad, det gør, betyder og tilfører min familie og vores hverdag. Jeg er især træt af det, det gør ved Nicklas. Hans kampe, vores kampe, hver dag, hele tiden.

Og lige nu har jeg bare lyst til at stemple ud. Helt ud. Altså ikke hoppe-i-havet-ud, men bare sådan klokken-er-16-og-jeg-har-fri-nu-vi-ses-i-morgen-ud.

Løgn. Jeg har lyst til at tage 14 dages ferie.
Fra ADHD. Alene. Læse bøger. Høre musik. Se fordummende tv. Sove! Alene. Væk fra min familie.
Faktisk vil jeg gerne have Jesper med.
Jeg vil egentlig også gerne have mine børn med.
Men jeg vil ikke have ADHD med.

Jeg vil have fri fra ADHD. Jeg vil have fri fra stress, nedsmeltninger, urimelige kampe, råben og skrigen, smækken med døren. Jeg vil have fri fra det konstante alarmberedskab, jeg er i. Jeg vil have fri for at leve i overlevelses-mode hele tiden, som vi gør i øjeblikket.
Jeg vil have fri fra at skulle samle min lille dreng op 1000 gange om dagen, fordi hans verden er svær og uoverskuelig.
Fri fra tårer, både hans og mine.
For fanden i helvede, hvor vil jeg gerne have fri.

Det behøver ikke være 14 dage, bare én dag. En dag, hvor Nicklas kunne slappe af. Se glad ud i sine øjne HELE dagen.
Hvor Jesper og jeg kunne trække vejret roligt hele dagen. Hvor vi kunne sidde ned, grine, pjatte, snakke i mere end 3 minutter ad gangen. Ikke skulle planlægge, organisere, være på forkant med alt. Slukke alarmsystemet. Slukke følelsen af ikke at slå til.

Jeg er vant til at være alert hele tiden. Jeg er vant til at blive skældt ud, råbt ind i hovedet, slået på, kradset, kaldt grimme ting hver dag.
Af min lille dreng – pga fire fucking bogstaver!

Jeg ved, fra bunden af mit hjerte, at disse ting gør ham endnu mere ulykkelig, end de gør mig. At han ikke gør det med vilje, at han ikke kan stoppe hverken det eller de kæmpe følelser, som helt små ting frembringer hos ham.
Han prøver og bliver bedre – han gør alt, hvad han kan.
For det gør ham så ulykkelig hver eneste fucking dag.

Det sidste års tid har været hårdt. Jeg har taget 10 kg på siden december… Jep. Godt klaret, faktisk – ved jeg, at du tænker. Men jeg er sådan en, som spiser, når jeg mangler søvn, er stresset, følsom, har travlt osv.
Det sidste halve år har jeg så spist en del…

Vi er vant til at være på stikkerne herhjemme, vi er vant til ikke at sidde ned lang tid af gangen. Sådan har det været siden Nicklas blev født – og det er fint. Det sidste år har bare været en stor rutsjetur. Nicklas’ udfordringer er tiltaget big time. Og vi er virkelig trætte. Jeg er træt.

Jeg er faktisk ret sikker på, at, havde det været et job, der havde frembragt de følelser, jeg har i nu, så var jeg sygemeldt. Og nej, jeg skal ikke sygemeldes fra mit job, jeg ELSKER mit job! Det er mit frirum. Gudskelov for det.
Jeg skal selvfølgelig heller ikke sygemeldes fra min familie. Jeg kan jo ikke undvære dem og jeg er ret sikker på, at de heller ikke kan undvære mig.
Men for fanden i helvede, hvor ville jeg gerne sygemeldes fra ADHD!

Hvad betyder det her? Hvorfor skriver jeg det?
Det betyder lige præcis det, jeg skriver. Jeg skriver det ikke for at ynke, eller for du skal have ondt af mig. Jeg skriver det 100% for at brokke mig og skælde ud på ADHD. Fordi jeg er så skide-pisse-hamrende træt af det og fordi jeg har brug for at skrive alle de grimme ord her.
Og det bliver 100% ikke sidste gang.

Fuck dig, ADHD.
Dobbelt-fuck, kryds-fuck og på-hoved-fuck, ville Nicklas have sagt…

6 thoughts on “Fuck dig, ADHD!

  1. Kæreste Camilla 🥰
    Det er svært for mig at kommentere dine opslag, sådan i forhold til ADHD ~ Jeg har ingen tæt på erfaring…
    men jeg vil rigtig gerne give dig alle mine 👍🏻 💪🏻👏🏻🌟🙌🏻🥰❤️
    Jeg synes du er så Mega sej..
    At du midt i alt det her, magter at lave din blok, magter at være hudløs ærlig, magter at være dig.
    Kan kun sige total respekt.
    & Mit hjerte gør ondt når jeg læser Jeres historie.
    Håber virkelig at I sammen kan finde den styrke der skal til, og at I holder fast i Jeres kærlighed til hinanden og Jeres familie.
    Kærlige tanker
    Lone ❤️❤️❤️❤️❤️

    1. Kære søde Lone,
      Tak for dine ord!♡
      Jeg ved egentlig ikke helt, hvor jeg finder overskuddet, men at skrive har altid været en måde, at komme igennem ting, for mig.
      Så det er vel nok en måde at “slippe lidt væk”. Og så har jeg simpelthen bare så meget på hjerte, når det kommer til det her emne. Jeg vil så gerne hjælpe med at bane vejen igennem uvidenhed og fordomme, for Nicklas.♡
      Det håber jeg, at jeg kan.
      Igen; tak for dine ord! De betyder meget.♡
      Kærlige tanker
      Camilla♡

  2. Øv Milla hvor jeg føler med dig. Nej med jer alle 4.
    Det er fucking hårdt for hele familien og ikke mindst for Nicklas.
    Lad os tale sammen en dag.
    Kæmpe kram og tusinde tanker fra Hys

  3. Faldt over dit opslag på Facebook, har ikke læst andet end dette opslag, så min kommentar er med udgangspunkt i dette.
    FOR HELVEDE GTMP GØR DET ONDT AT LÆSE, FOR DET KASTEDE LIGE MIG 15 ÅR TILBAGE I TIDEN 🤯
    Kender så meget følelsen, at jeg mærker den i min krop igen lige nu, ja det er faktisk tæt på at trække tårer, for det er så svært at takle de følelser ind imellem, punktet mellem at kaste det hele og skride og samtidig få dårlig samvittighed fordi man ved at de ikke kan gøre ved det.
    Punktet hvor man er så træt og alligevel rejser sig op og fortsætter.
    Følelsen af ikke at have lyst til at give op, tage fri, få sovet og hvilet ud, men alligevel vide at man ikke kan være i det at være alene.
    Åh jeg sender dig en kæmpe krammer og ønsker for dig at du kan koble lidt fra og få ilt masken på et stykke tid, så du får luft og energi til igen at rumme det.

    1. Tak!♡
      Det er tydeligt at høre, at du ved præcis, hvordan jeg har det. Du beskriver det så rammende!
      “Punktet hvor man er så træt og alligevel rejser sig op og fortsætter”. Det er lige præcis, det man gør.
      Jeg har lige været væk i weekenden med vores lille datter, så nu er jeg ladet lidt op igen.
      Tak for krammer og ønsker for mig.♡ I need it.☺
      Og tak for din kommentar, det er rart at vide, at man ikke er alene.
      Kh. Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *