I dag sendte vi Nicklas afsted med kage, gaver, flødeboller og højt humør! Det er i dag Nicklas’ sidste dag i 0.C på den skole, han startede i sidste år.
Han var glad her til morgen. De sidste 14 dage har ellers været en blandet fornøjelse… 

Siden vi fortalte Nicklas, at han skal starte i en ny skole, har der bare ikke rigtig været noget “midt i mellem”… Han har enten kravlet på væggene i total overstadig glædesrus eller ligget grædende på gulvet, hulkende, hysterisk, krampagtigt. Ikke noget in between. 

Han er faldet i søvn klokken 21 om aftenen – aaalt for sent – og er stået op klokken 6 om morgenen – ca. en time for tidligt. Og nu er det jo sådan, at træthed kan skabe ADHD-lignende symptomer hos helt almindelige børn, så… Ja, det har absolut heller ingen gavnlig effekt på Nicklas (eller mig!) at få for lidt søvn.

Så for lidt søvn, oveni hans alt for mange tanker, har givet en fuldstændig overspændt dreng de sidste 14 dage.
Det har været hårdt! For Nicklas især, men bestemt også for os andre. 

I tirsdags skulle Nicklas og jeg på besøg på hans nye skole – i hans nye klasse. Lad mig sige det således; vi havde en heftig morgen! Nicklas bliver altid nervøs, i større eller mindre grad, når han skal noget, han ikke helt ved hvad er. Når han ikke kan se det for sig. Sådan er det altid, når han skal noget første gang. Og når det handler om ham, bliver han nervøs. 

Det var han i tirsdags! Han stod fuld påklædt, inden vi andre havde fået øjne og så skældte han os ellers ud i halvanden time. Ingen af os kunne gøre noget rigtigt. Han var så vred og ked af det! 
Han nåede da også at smide tøjet en gang og smække sig inde på sit værelse tre gange og skrige, at han absolut ikke skulle nogen steder. 

Det er så hårdt for ham, når han har det sådan. Jeg ville ønske, vi kunne tage det væk fra ham. Man kan se på ham, at det nærmest flænser ham indvendigt. 

Det er ok, at han er nervøs, men hans reaktioner er så voldsomme for ham. Og for os andre. 
Men jeg fik ham ud i bilen og afsted. 

Og besøget gik fantastisk! Både børn og voksne tog så godt imod ham og havde glædet sig til hans besøg. Det kunne mærkes. 
Alle kom og hilste på os, alle henvendte sig til Nicklas, det var ham, det drejede sig om. De første 5 minutter var han ved at kravle op under min kjole, men vips, så løb han på legepladsen med en af drengene, som ville have ham med. Mit hjerte slog en kolbøtte af glæde. 

Og han ville heller ikke med hjem igen. Det var så fedt at se ham få sat tingene på plads i sit hoved. Og begynde at glæde sig – i hvert fald ikke frygte den nye skole mere. 

Men på trods af et godt besøg, så er der stadig nervøsitet og anspændthed hos Nicklas. 
I onsdags havde han misforstået noget, jeg havde sagt. Hvilket udløste en jordskælv, som varede en time. En hel time lå han på sit gulv og græd, skreg, nærmest hyperventilerede. 

Flere har spurgt mig, om jeg ikke vil fortælle om, hvordan Nicklas’ udfordringer er i hans dagligdag og det vil jeg meget gerne gøre snart.
Men en af tingene er, at vi virkelig gør ALT herhjemme, for at undgå misforståelser! For det kan Nicklas ikke håndtere. Hvis han først har én tanke i hans hoved, så kan det ikke laves om. Det kan være helt små ting, som kan udløse virkelig voldsomme reaktioner og vi forsøger virkelig at undgå det. 

I onsdags havde Nicklas overhørt en joke, jeg havde lavet med Jesper i telefonen – som intet havde med Nicklas at gøre – og det udløste et seriøst jordskælv i hans lille hoved og verden. Så det kan VIRKELIG være svært, at være på forkant med alting…

Men sådan har det altså været de sidste to uger. Når han ikke har været i krampegråd, vrede eller frustration, har han været fuldstændig overstadig, total hyperaktiv og højtråbende. Det sidste er næsten lige så hårdt som vreden og gråden, for han pisker rundt! Og hans søster får ikke et ben til jorden – Nicklas styrer tingene. 
Så altså… De sidste to uger har været intense…

Men i morges drog han så afsted i højt humør. Vi havde afværget en misforståelse, som kunne være gået helt galt. Nicklas startede dagen med at sige, at han jo ikke skulle i skole i dag. Da jeg undrede mig, sagde han, at han jo bare skulle over og sige farvel, dele kage ud og så med mig hjem igen. 

Det var bestemt ikke meningen. 
Meningen var en almindelig skoledag, godt nok med kage, men jeg skulle hjem og arbejde. Og så hente Nicklas klokken 16. 

Da jeg spurgte, hvorfor han mente, at han ikke skulle i skole, viste det sig, at en pige fra klassen, som var startet på en ny skole i løbet af Corona-nedlukningen, havde været på besøg med sine forældre for at sige farvel i forrige uge. Hun havde delt flødeboller ud og var jo så kørt igen, sammen med sine forældre. Så i Nicklas’ hoved, var det sådan, det foregik, når man skulle sige farvel. 

Jeg fik forklaret ham – og på en eller anden måde afværget en krise! – at han skulle i skole og dele ud, mens jeg ikke var der. 

Afsted kom han og vinkede glad til mig, da vi havde fået slæbt gaver, kage og flødeboller til de voksne ind i klassen.
Da jeg hentede ham klokken 16, gik det imidlertid ikke helt så nemt. 

Han var et af de sidste børn tilbage og han var sammen med to voksne fra SFO’en. To unge fyre som Nicklas har været meget glad for i løbet af de sidste år. De har betydet meget for Nicklas og har tacklet ham og hans udfordringer helt fantastisk. 

Det var både godt og skidt, at det var de to, det var der, for det gjorde det meget svært for Nicklas at sige farvel. Han gemte sig og skreg, græd, ville slet ikke med. Han skreg om kage, gaver og alt muligt, men det var så tydeligt, at han bare havde SÅ svært ved denne afsked.💔

Vi tog os rigtig god tid, men det blev ikke bedre. Og til sidst måtte jeg bære ham ud i bilen og han fik faktisk slet ikke sagt rigtig farvel. Han græd og skreg hele vejen hjem, kastede sig rundt i sædet, sparkede og slog.
Det forsatte, da vi kom hjem. Jeg fik båret ham ind og han smækkede sig inde på sit værelse, efter han havde revet ting ned fra borde og vægge. Han var så utrolig vred og ked af det. Jeg måtte slet ikke nærme mig. Han skreg de grimmeste ting til mig og om sig selv, hver gang jeg bare åbnede døren ind til ham. Denne her afsked med skolen eksploderede bare for ham der.

Jeg måtte lukke døren og lade ham være alene, for det blev værre hver gang, jeg gik derind. Efter 5-7 minutter blev der ro. 
Jeg ventede yderligere 5 minutter med at gå derind. Nicklas lå på maven på sin seng og var faldet i søvn. Nicklas falder ALDRIG i søvn på sin seng midt på dagen, så det siger lidt om hvor hård, denne dag havde været for ham. 

Jeg nussede ham og tog ham op. Han faldt mig om halsen og holdt krampagtig fast i mig. Sådan sad vi i lang tid, mens jeg kunne mærke, at hans åndedræt blev helt normalt igen. 

Vi satte os ud til spisebordet og fik et stykke kage og et glas sodavand. 
Jeg fortalte ham, at jeg godt forstod, hvorfor han var vred og ked af det. At det var okay. At jeg elsker ham så ufatteligt højt. 
Jeg fortalte ham, at han havde klaret dagen flot – det var trods alt først, da jeg kom, at det kogte over for ham. Og han havde jo sagt farvel til hans allertætteste venner og voksne igennem hele dagen. Hans lærer, som han har været meget glad for. Hans klassepædagog, som har haft en speciel forståelse for Nicklas. Alt det trygge og genkendelige havde han taget afsked med hele dagen. 

Så han var sej, min lille fighterfis. Som altid.♡

2 thoughts on “Flødeboller, kage og et knust hjerte…

  1. Tanker herfra.
    Jeg stod samme sted for 8 år siden, min dreng fylder 15 om et år skal han på helt alm efterskole. Han har langsomt genvundet kontrollen over tanker og følelser – og misforståelser spænder ikke ben på samme måde længere….og vi forældre er ikke nød til være 2 skridt forude hele tiden (men måske et halvt nogle gange 😊)
    Held og lykke fremover til jer!

    1. Tak!♡
      Tak fordi du giver mig håb og tro på fremtiden.♡
      Vi tror på, at vi er så tidligt på færde i Nicklas’ liv, at vi netop kan nå at ændre noget.
      At vi kan hjælpe ham til at nå dertil, hvor din dreng er nået til.
      Godt kæmpet, held og lykke til jer og må din dreng få det fedeste år på efterskole!♡
      Tak for din kommentar.
      Kh. Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *