4 uger på den nye skole er gået i morgen. De 4 første uger i specialtilbud er nu overstået og vi har ærlig talt holdt vejret.
Fordi… I løbet af de sidste fire uger, har vi fået vores glade dreng tilbage.❤

️Nicklas er faldet helt utrolig godt til i sin lille klasse og det gik virkelig hurtigt. Allerede de første dage, kunne vi mærke, hvordan der kom ro på ham. Den første uge var helt speciel, vi kunne tale med ham på en måde, som vi ikke har kunne før.
Den ene eftermiddag hentede jeg ham efter skole og så satte vi os hjem i haven – bare os to og spiste vandmelon. Og snakkede sammen.

I 20 minutter sad vi overfor hinanden og snakkede om skoledagen, om Pokémoner, om hvad Nicklas havde drømt om natten og en masse andre ting, mens vi spiste vandmelon. På et tidspunkt rejste han sig og begyndte at hoppe i trampolin, men han snakkede stadig med mig. Vi grinede og lavede fis – med fuldstændig ro på. Det var så utrolig hyggeligt!
Og meget meget uvant.

Nu er der gået fire uger og han er virkelig faldet til. Det er en skøn gruppe af børn (drenge) og voksne i klassen og han føler sig som en del af gruppen.
Ikke én eneste dag har vi fået at vide, at han har haft en dårlig dag! Ikke en! Det er simpelthen så crazy!
Tværtimod får vi at vide hver dag, at han har haft en super dag. Jeg ved ikke, om I kan forestille jer hvilken følelse, det giver i en mors krop, når man tidligere kun har fået den besked et par gange, på et helt år?!

Nej, ikke alle dage på Nicklas’ gamle skole var decideret dårlige dage – langt fra, heldigvis!
For det meste var beskeden, at han havde haft en ok dag, men… “Han havde lige en episode ved 12-frikvarteret…”, “Det gik lige lidt galt et par gange i formiddag”, “Han har virkelig været træt her i eftermiddag, så det er ikke gået så godt…”

Så ordene super – skøn – fantastisk – dejlig dag(!) har vi aldrig fået med hjem. Men det gør vi fanden-galme nu og vi kan ikke få armene ned!

Men der er ingen tvivl om, at denne form for skolegang er så meget bedre for vores lille dreng. Det daglige pres han følte, bare ved at være sammen med 27 andre børn, er væk.
Nu står han ikke i situationer, han ikke kan overskue. Han har hele tiden en voksen i nærheden, en voksen der ser ham, hører ham og hjælper ham, når der er brug for det. Han når ikke at blive frustreret og reagere uhensigtsmæssigt, som han gjorde på den gamle skole.

Og drengene i klassen tumler med samme udfordringer, så de forstår hinanden. Nicklas har allerede flere gode venner i klassen, som han gladeligt fortæller om herhjemme.

Et helt håndgribeligt scenarie, som har ændret sig totalt, er afskederne om morgenen.
Jeg har – mellem os – hadet at skulle aflevere Nicklas om morgenen det sidste år, undtagen om tirsdagen, hvor hans klasselærer åbnede SFO’en. For Nicklas kan ikke lide at sige farvel, slet ikke til mig eller Jesper og slet ikke, når han jo har vidst, at dagen ville blive svær. Vi er gået MANGE gange fra en ked-af-det-dreng.
Så det har altid været med tilbageholdt åndedræt, vi har begivet os ind på skolen.

Det er helt anderledes nu. Nicklas har vinket glad farvel til mig HVER ENESTE morgen, siden han startede på den nye skole! Seriøst! Det er så vildt og en så markant anderledes start på dagen, for os begge to.
“Hej hej, mor, vi ses.” Et smil og et vink. Tryghed, ro, genkendelighed og glæde. Kæmpe sejr! ✿

Hele dagen er bare anderledes og mere overskudsagtig, end vi kender den fra en almindelig 0.klasse.
En af de afgørende ting er, at de kører med meget kortere intervaller og ikke med 45 minutters lektioner.
I spisesituationerne sidder de samlet omkring bordet i et lille køkken, som hører til klassen, dvs ikke ved deres eget bord i klassen, blandt penalhus og meget andet.

Hver dag er der udeskole, krea eller leg på skemaet, sågar øksekast! Men selv øksekast handler om at lære (andet end at få øksen til at sidde i træet), for her kan man vinde “mønter” og når man har mønter nok, kan man købe noget, fx en småkage. Og samtidig lærer man at vente på tur, være rolig, behovsudsætte, regne lidt osv, selvom man bare tror, at man kaster med økser. Og forleden dag havde Oliver delt sin sidste småkage med Nicklas, så man lærer også at være en mega sej kammerat! ♡

Ture ud af huset er også på skemaet hver uge. I løbet af de sidste uger har Nicklas været på Eksperimentaret, i Zoologisk Have, hjemme til fødselsdag hos en fra klassen og i morgen skal de på stranden.

Har der så slet ikke været reaktioner på skoleskiftet? Jo, det har der.
I den anden uge, reagerede Nicklas. Lidt. Han havde to morgener herhjemme, hvor han blev ked af det og savnede sin gamle skole. Og lidt vred på os. Men på en “rolig” måde (rolig i vores perspektiv). Han sagde, at han ikke ville afsted til sin nye skole.
Men begge morgener havde han glemt det igen, da vi skulle ud af døren, for så var han glad igen og glædede sig til dagen.

Vi føler os virkelig utrolig heldige. Nicklas er visiteret til et specialtilbud – et rigtig godt et af slagsen. Han er kun 6 år og har ikke en gang gået i skole i et år. Vi har, indtil videre, kun mødt forståelse og velvilje, hos de mennesker, som har været involveret i Nicklas.
Skolen – den gamle – har virkelig arbejdet for Nicklas’ sag helt fra start. Han har kun været i visitationsudvalget en gang og blev visiteret til den nye skole med det samme.
Ja, han ligger bestemt i den tunge ende af diagnosen og han har det virkelig svært, men vi er fandme heldige!

Jeg er med i en gruppe på Facebook, for forældre til børn med ADHD. Den har over 8000 medlemmer. Og jeg læser dagligt om andres årelange kamp for at få deres børn i et specialtilbud. Det er sgu ikke bare lige. Og for fanden, hvor går det bare ud over børnene.

Vi er så heldige og taknemmelige! ✰

Nu, efter fire uger, er Nicklas faldet rigtig godt til i sin nye hverdag. Den komplette ro, vi så den første uge, har aftaget lidt og vi har selvfølgelig stadig udfordringer herhjemme.

Hyperaktiviteten lever i BEDSTE velgående, kan jeg fortælle! Og Nicklas kan stadig blive meget frustreret, når noget er svært og han har selvfølgelig stadig nedsmeltninger. Han har det stadig svært i mange situationer og vi kommer nok heller ikke udenom en medicin-snak snart.
Men nedsmeltningerne er meget færre og den aggressivitet og vrede, han har besiddet, de sidste mange måneder, er aftaget i stor stil. Han har helt klart fået mere overskud.
Det daglige pres på ham er væk og han har nu ro til kun at battle med sin ADHD.

Vi har fået vores glade dreng tilbage! Og han er bare sejeste dreng, jeg kender! ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *