…hvis man har grædt mere, end man har grinet?

Det her er et rodet indlæg. Det er rodet skrevet. Forvirrende. Det er jeg ked af. Jeg har forsøgt at rette op på det, men det bliver ikke bedre.
Mit hovede er rodet pt. 

I søndags sluttede vores sommerferie. Det har været en god ferie. En ok ferie. Tror jeg nok. 

Jeg elsker at holde ferie med min familie, STOR-elsker! Sådan har jeg altid haft det. Og fordi Jesper arbejder meget, har vi altid værdsat vores ferier og weekender kæmpehøjt. Og vi har altid været gode til at holde fri sammen. 
Sådan er det stadig. Men. For i år er der et men… 

I år er jeg ikke ladet op og sprængfyldt med energi, efter vores ferie. Det er lige før, jeg kan sige tværtimod… 

Det har været en dejlig ferie i år, men seriøst. Det har været pissehårdt! Jeg har grædt ligeså meget, som jeg har grinet. Mere, måske? 
Grædt, fordi jeg har været stresset, ked af det, træt. 
Nogle dage har jeg vitterlig været helt igennem ulykkelig. 

Vi er, i løbet af denne her ferie, blevet klogere på flere ting. Både omkring Nicklas, hvordan han reagerer, men også på vores familie og at der er flere ting, vi bliver nødt til at gøre. Vælge til og vælge fra. 
Vi har altid sorteret i, hvad vi laver med Nicklas. Dét kommer vi til at gøre endnu mere fremad. 

Det er blevet meget tydeligt, at han har det allerbedst, når vi bare er sammen os fire, eller han har en-to voksne for sig selv.

Nicklas har det så svært i øjeblikket. Der er ingen tvivl om, at han reagerer på de forandringer, der er sket i hans liv og hverdag. 
Han er udadreagerende. Han er fysisk stor og megastærk. Og galoperende svær ADHD er ikke bare lige. 

Der er så meget til denne her diagnose, som andre ikke ser.
Ikke kender til. 
Ikke kan forestille sig. 
Slet slet ikke kan føle smerten af.

Mange ser Nicklas brokke sig. De ser, at han “kravler på væggene”, at han har svært ved at finde ro.
De ser ham være konstant kravafvisende. At han kæmper om og diskuterer stort set alt i hverdagen.
Modsætter sig rigtig mange, helt almindelige ting, bare fordi, det er uoverskueligt for ham. 

Nogen ser ham gå sine egne veje, være ked af det og kan der fornemme hans frustration en smule. 

Men de færreste ser ham ligge på gulvet og græde og skrige, mens han slår sig selv i hovedet og kradser sig i ansigtet, fordi han føler, han har gjort noget forkert. 

De færreste oplever ham, når han skriger hjerteskærende, at han ikke vil have sit hovede mere, at han ikke kan have alle sine tanker inde i hovedet. 

Eller når han i en time ligger og skriger, at han ikke vil leve, fordi han har for mange tanker. At tankerne løber for hurtigt i hans hovede. At det skal stoppe.

De færreste oplever ham, når han kryber sammen i hjørnet af sin seng og SKRIGER, at han vil være alene, at vi skal lade ham være. Skriger at han ikke kan lide sit hovede og sit hjerte. 

Eller ser ham, når han, med tårerne piskende ned af kinderne, kigger på os og grædende siger, at han ikke kan klare mere. 

Og ingen andre oplever den følelse, jeg har indeni, når dette står på. Flere gange om ugen – flere gange om dagen.
Jeg kan ikke beskrive den følelse, men jeg kan fortælle, at jeg nu græder igen, mens jeg skriver dette. Det gør så ondt, at se sit barn så frustreret, så ked af det, være i så stor mental smerte. Det gør ondt bare at tænke på.
Det river mig midt over hver eneste gang. Han er kun 6 år. 

Dette er en af måderne, hvorpå vi betaler for gode oplevelser. Det er blevet klart for os, at det, for det meste, er oplevelser med andre. Andre børn og voksne, som Nicklas skal forholde sig til. Andre børn og voksne, som jo også har noget, at skulle have sagt. 

Han kan sådan set godt rumme både Lalandia, Sommerland, Legoland osv, når det bare er os fire. Vi har så hørebøffer, YouTube og Pokemon go med til ham, når han har brug for en pause. Vi er der så længe han (og Sarah) magter det. Nogle gange en time, nogle gange fire.

Han forholder sig ikke til alle de andre mennesker, som han ikke kender. Det behøver han ikke. De er bare “statister”. De er visuelt støj, men dem kan han lukke ude. Men er vi sammen med andre, som vi kender, bliver det for meget. Dem skal han forholde sig til. 

En tur på favoritlegepladsen sammen med nogle gode venner og deres børn og der er kontant afregning, når vi rammer aftenen eller dagen efter. 
En skøn familiefødselsdag, hvor alt er godt, Nicklas har det dejligt og der er ro. Kontant afregning.

Søndag eftermiddag kom en god legekammerat spontant forbi og Nicklas var SÅ glad i den time, de legede. Men han var fuldstændig ustyrlig hele aftenen, sad og skreg og sagde høje lyde i en time, efter legekammeraten var gået. 

Nicklas rummer alle indtrykkene efter de her oplevelser. Han har ikke en ventil, som os andre. Alt bliver i hovedet på ham. Han kan ikke finde ro, han er højspændt og kravler på væggene, råber, løber rundt og har mange (og lange) nedsmeltninger, som jeg skrev om før. Nogle gange varer det i to dage. 

Det er så hårdt for vores familie og fuldstændig urimeligt, ikke mindst for min lille dreng, som kæmper en urimelig kamp. 

Det “gode” for Nicklas er, at han er i alle sine følelsers vold, så glæde, overstadighed og alle andre positive følelser, fylder også alt. Han er 1000% i den følelser, der rammer ham. 
Så han kommer “videre” og bliver glad igen. 
Overstadig. Hyperaktiv. 

Det er værre med mig. Alt dette, som har fyldt så meget i denne ferie og i det sidste halve år, forsvinder ikke bare fra min krop. Jeg er mærket af det og det sidder i min krop hele tiden. Tårerne er lige der inde bag ved, næsten hele tiden. 
Jeg er så træt i min krop af alle kampene, både de fysiske, de verbale og de mentale. 

Det, der gør mig ked af det, er nok allermest, at vi har indset hvor svært, det her bliver. Det forsvinder ikke. Det (for)bliver en kæmpe lang kamp for min lille dreng, formentlig resten af hans liv. 

Og som mor er jeg så bange for at fejle. At træde forkert. At vi ikke formår at tackle tingene rigtigt og give Nicklas de rigtige redskaber og den rigtige ballast, så han får de bedste forudsætninger for hans svære liv. 

Vi ved godt, at skoleskiftet stadig fylder i Nicklas’ hoved. At han er påvirket af flere ting. Han bliver også ældre og mere bevidst. Om sig selv, sine udfordringer og om det, at være anderledes. 

Og vi ved godt, at det nok skal blive bedre. Vi ved, at hverdagen er god for os, god for Nicklas. Der kommer lidt ro på, når skolen er i gang igen (og vi lige er kommet igennem de reaktioner, skolestarten medfører), når hverdagen bliver mere sort/hvid for Nicklas. 

Men vi ved også nu, at vi skal skærme ham på en måde, vi ikke er vant til. Det skal skal vi lære nu. Vi skal vælge til og fra på en ny måde. 
Han kan ikke håndtere ting, på samme måde som andre børn. Han kan ikke rumme det samme. Han kan ikke og skal ikke. 
Han har et handicap og vi må agere og reagere efter det. 

Vi ved også med sikkerhed, at medicinen rykker nærmere. Og det er ok. Vi vil gøre ALT for at hjælpe vores dreng og medicin kan muligvis hjælpe ham og gøre en forskel. Ingen lille dreng på 6 år skal have en følelse af, ikke at ville leve.
Eller af at hade sit hovede eller sit hjerte.♡

Så medicin er næste skridt. Snart.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *