"Fald syv gange – rejs dig otte"

Jeg ved ikke, om I kan forestille jer hvilken følelse, det giver i en mors krop, når man tidligere kun har fået den besked et par gange, på et helt år?!

I onsdags havde han misforstået noget, jeg havde sagt. Hvilket udløste en jordskælv, som varede en time. En hel time lå han på sit gulv og græd, skreg, nærmest hyperventilerede.

Nicklas græd, skreg, kastede med ting, slog os, hulkede og var så ulykkelig og frustreret uafbrudt i 4 timer. Til sidst faldt han nærmest om og lå næsten trance-agtigt, først hos Jesper og så hos mig.

Det gør jeg uden tvivl tit, men i dag fejlede jeg big time. Jeg gik fra min dreng, som sad grædende på en bænk, mens hans lærer stod to meter væk med gummihandsker på og prøvede at trøste ham.

Alle de udfordringer, han havde haft i børnehaven, som havde været lidt svære at sætte ord på – eller putte i kasser, om man vil – blev pludselig ret konkrete og tydelige. Han havde flere nedsmeltninger, han var meget mere motorisk urolig, han var mere vred og ked af det og havde det bare svært.