Her i vores familie er vi Sarah på 3 år, Nicklas på 6 år, Jesper på 37 år og så mig, Camilla på 41 år. Vi er ret almindelige, vi arbejder, går i børnehave og skole og laver en masse helt almindelig ting, når vi har fri.
Vi har bare lige en ekstra lille udfordring, som fylder en hel del hver dag; I februar 2020 fik Nicklas diagnosen svær ADHD, samt symptomer i retning af autismespektrumforstyrrelser. Det lyder helt fancy, men betyder i bund og grund at Nicklas har rigtig mange udfordringer i sin hverdag og at rigtig mange små og helt almindelige ting, kan være helt utrolig svære for ham.

Selvom Nicklas først fik diagnosen i februar 2020, betyder jo selvfølgelig ikke, at hans (og vores) udfordringer startede der. Vi har, fra Nicklas var helt lille, kunne se og fornemme at han havde ret-så-meget krudt i røven. Vi har altid joket med, at Jesper og jeg ikke har siddet ned siden Nicklas begyndte at kravle. Og det passer egentlig meget godt.
Når man har et barn med svær ADHD, så er det ikke kun barnet, der “lider” under udfordringerne. Det gør hele familien. I vores familie er ADHD noget, vi kæmper med sammen. Jesper og jeg er på en livslang uddannelsesrejse i, hvordan vi hjælper, støtter og guider vores dreng og vores familie bedst.

Denne blog er først og fremmest en hyldest til min lille dreng.♡
Han er så sej og jeg beundrer ham hver eneste dag, for den styrke, glæde og optimisme han viser, på trods af at han kæmper så meget, som han gør. ♡
Han er proppet med kærlighed, empati, viljestyrke, loyalitet og retfærdighedsans og selvom hans verden nogle gange (læs; 20 gange om dagen) falder sammen og han eksploderer som et – ret-så-larmende – “fest”fyrværkeri, så vender han altid tilbage til disse fantastiske egenskaber, når hans verden igen samler sig.♡
Han er bare møg hamrende sej!♡

Men det er også en hyldest til min familie.♡
Til vores smukke Sarah, som allerede formår at tackle sin storebrors udfordringer så fint.♡ Som ind imellem råber lige så højt – eller højere – end sin bror og dermed forstår så fint at tage sit space, sin del af mor og far og fylde hele rummet, selvom der ikke altid er plads.♡
Til Jesper og mig selv, fordi vi kæmper og holder ud, fordi vi bliver klogere hver dag og altid kommer ud på den anden side, uanset hvor hård dagen må være. Herhjemme er imorgen altid en ny dag og i går lærte os et eller andet.♡
Til os alle 4, min dejlige familie, som hjælper, støtter og guider hinanden hver dag.♡
Vi griner og græder sammen, vi smækker alle sammen lidt med døren ind imellem (en enkelt af os gør det virkelig mange gange dagligt), vi råber højt, er frustrerede, er oppe og nede og alt midt imellem – sammen.♡

“Fald syv gange – rejs dig otte”

er et gammelt japansk ordsprog. Og det passer lige præcis på os. Vi falder. Hver dag. Men vi rejser os igen.

Og lige præcis alt dette handler denne blog om.
Det helt almindelig familieliv – fyldt med kærlighed og ADHD.